Corewood

- kernen til et godt byggeri

Stort CLT hus i speciel arkitektur.

På en over 3000 m2 stor grund i et endnu ikke færdig udstykket stykke jord, ønsker bygherre at opføre et relativt stort og specialdesignet enfamilieshus. På basis af to arkitektforslag, har bygherre selv designet et interessant og spændende hus. En stor del af det samlet set relativt store hus er overdækkede områder, såsom overdækkede terrasser, gangarealer - og en udendørs lounge med bålplads og udendørs grill. Selve huset er et vinkelhus og derudover er der to sekundære bygninger, der er adskilt fra huset, men hænger sammen med huset, med flade tage.

Huset er skitseret som et i princippet firlænget hus, men reelt er der tale om 3 forskellige bygningskroppe, der er adskilt af overdækkede arealer, der går næsten hele vejen rundt. Dvs. der er passager mellem de enkelte bygningskroppe, hvor den ene, som nærmest er et vinkelhus, indeholder det primære beboelseshus. Dette hus er i 2 etager. De to andre bygningskroppe fungerer mere som sekundære bygninger, hvoraf den ene som også er i 2 etager, nederst indeholder værksted og på 1. sal indeholder et multi- / aktivitetsrum med pool / billard bord, dart, lille hjemmebiograf og golf simulator. Den sidste del er som nævnt et overdækket område til overdækket lounge, udekøkken, grill o.lign. Dette overdækkede område er lukket på de 2 sider, delvist lukket ved den ene ende og er åben ud mod en gårdhave, der opstår midt i det 4-længede layout. Taget over denne del er fladt tag med mos-sedum tag, der fortsætter rundt og giver nogle overdækkede gang arealer. På resten af huset - de to andre bygningskroppe - er tagformen en kombination af forskudt saddeltag og pyramideformet tag, således at tagets kip får nogle skæve og faldende linier. Huset indeholder også stor overdækket balkon og et orangeri i den ene ende af den del af balkonen, der ikke er overdækket.

Bygherres ønske er, at bygge huset med så udbredt brug af miljøvenlige materialer og hvis muligt med betonfrit fundament - evt. på skruefundamenter. Alle primære og sekundære konstruktioner skal derfor udføres med CLT elementer, til isolering af ydervægge og tag, tænkes anvendt hårde træfiber isolerings plader - hvorpå der direkte monteres kork facadeplader. Ca. halvdelen af taget vil blive beklædt med mos-sedum, mens den anden halvdel bliver med kork og med et areal til solceller. Der ønskes så lidt mekanisk ventilation som muligt, jordvarme og genbrug af vand via Hydraloop systemet.

Selve det, der kan betegnes som huset er på ca. 398 m2, de sekundære bygninger udgør ca. 86 m2 inkl. den overdækkede lounge, mens balkonen er på ialt ca. 130 m2.

Projektering: November 2022 - 2023.
Udførelse: Projekt p.t. stoppet.

3D illustrationer, konstruktions model